lørdag den 21. august 2010

Ferie, Folkefest, Festival og Arbejde


Så er jeg kommet hjem fra min første tur på søen. Men denne beretning starter ikke der, men med ugen inden jeg tog afsted.

Jeg kom til Færøerne d. 28 juli om eftermiddagen lige midt i Ólavsøka, færingernes nationaldag(e). Det blev fejret med kapsejlads, kædedans, folkesang og en enkelt snaps og øl. Sikken velkomst! Der blev festet i flere dage og en lidt hård opstartfor mig, men dog utroligt fornøjeligt. Der var folk i folkedragter overalt og dagene gik med familiebesøg hos Barbaras familie. Højdepunktet for mig var dog en tur i speedbåd ud for Torshavn, med 130 km/t og en nok ikke helt ædruelig Anders og co!

Derefter en tur i sommerhus på Fugleø, en lille ø meget langt ude i havet, faktisk så langt øst som man kan komme på Færøerne, så det siger ikke så lidt. Her har Jóhans familie et hyggeligt lille feriehus som vi indtog for nogle dage. Men selvom der ikke er mange mennesker og mest bare er får og fjell, så gik tiden hurtigt og vi fik da også besøg af bla. Jóhans bror Tórdur og hans kæreste Elsba. Endnu en stor oplevelse at opleve en ø der er så isoleret.

Efter lige at have været i Tórshavn for at skifte tøj, gik turen tilbage til Klaksvik hvor der var sommerfestival. Færøernes største festival med navne som Westlife, The Dreams,Shu-Bi-Dua og Dynamit og ca. 13.000 besøgende gæster. Efter et par dage på festival, med alt for lidt søvn, og med Jóhans fars store gæstfrihed var jeg "klar" til at tage på søen.

Med afgang søndag d. 8 august om aftenen sejlede vi til Island, hvor vi fiskede lige syd for Vatnajökull, Nordeuropas største gletsjer. Så udsigten var der ikke noget i vejen med når vejret var godt.

Min arbejdsdag starter hver dag kl. 5 om morgenen og slutter omkring kl 19:3o, dog med et par pauser ind imellem. Det er hårdt arbejde og jeg skulle lige i gang, men som dagene gik blev jeg mere og mere fortrolig med køkkenet og især ovnen (som jeg stadig ikke er helt gode venner med). Men selvom forventningerne var store til at fiskeriet skulle være godt på Island, var det en sløj tur med få fisk. Så vi sejlede hjem dagen før det var planlagt da det trak op til dårligt vejr og jeg nåede da også lige at blive søsyg, da bølgerne nåede 4m i højde.



Nu er jeg været hjemme i tre dage og nydt godt af Barbara og Jóhans gæstfrihed endnu engang. Jeg var samtidig så heldig at jeg fandt et værelse i Tórshavn, så nu er hele min tilværelse ved at falde på plads igen. Med planmæssig afgang i morgen aften (mandag d. 23 august), håber jeg på en tur med masser af fisk og godt vejr, for så er det trods alt lidt sjovere at arbejde.

søndag den 1. august 2010

Jákup B KG7

Her er så skibet jeg skal ud at sejle med; Jákup B. Jeg var i går sammen med Jóhan, Barbara og Hedin i Klaksvik for at hilse på Jóhans familie. Her fik jeg også mulighed for at se min nye arbejdsplads.



Jákup B er en af de ældste linebåde i Klaksvik (bygget 1960), men også en af de største. Den blev for nogle år siden forlænget til dens nuværende størrelse, samt at man har sat nyt styrhus på.


Den har ligget i havn i nogle uger og er her blevet malet, så den er klar til afgang d. 8. august, hvilket også bliver min første tur.

Jákup B er desværre pænere udenpå end indeni. Det er en gammel båd og bærer præg af at være brugt i mange år. Jeg må dog sige at jeg blev positivt overrasket over den gode standard i køkkenet. Det var rent og pænt og godt udstyrret med potter pander og hvad man ellers har brug for i et køkken. Så hvad min arbejdsstation angår er jeg helt fortrøstningsfuld

Jeg har på de få dage jeg har været på Færøerne mødt flere der har sejlet med Jákup B. Jeg fik som en af de første ting at vide at det er et godt skib, samt, at fordi jeg skal med som kok, får enmandskahyt. Dette blev jeg naturligvis glad for at høre, men efter at have set hvor jeg skal sove, kan det måske være det samme. Jeg må i alt fald starte med at muge ud i stalden, men så skal det helt sikkert også nok blive godt.






















onsdag den 28. juli 2010

Afrejse til et sted Nordatlanten

Så er tiden kommet til at jeg skal rejse. Jeg er lige stået op og et sidste morgenmåltid i Danmark står og venter.
Det bliver en spændende dag. Ikke bare skal jeg flytte til Færøerne for en ubestemt periode, jeg kommer også op til dage med Òlaifest, færingernes nationaldag. Jeg forventer at det bliver en stor oplevelse, for det er en fest jeg har hørt så meget om. Udover at være en dag med byfets og masser af mennesker i Havnen, er der der optag folkedans og masser af snaps på programmet.
Med planlagt afsejling d. 8. august, har jeg ca. 1,5 uge til lige at falde på pladt i mit nye habitat, få styr på ting og sager og ikke mindst prøve at skaffe et permanent sted at bo. Heldigvis har jeg ikke så mange planer når jeg kommer derop, så der bliver forhåbentligt også tid til at holde lidt ferie, for den sidste tid har været hård, der har været meget at lave og meget at få styr på, så nu kan jeg godt bruge et par dage til at slappe af i.
Jeg håber at alt går som det skal i den første tid og jeg får nogle hyggelige dage med Barbara, Hagen og ikke mindst Jóhan.